HVEM ER JEG – NETJURIST OG JURIDISK RÅDGIVER
Jeg er dansker, advokat og uddannet ved Malaga Universitet, “juranørd” der elsker sit fag, og klar til at assistere dig i Spanien.
Da jeg blev ansat på et advokatkontor i 2005 opdagede jeg min pasion for juraen, og jeg har siden da arbejdet indenfor og med jura. Jeg er vel nok lidt af en nørd, når det kommer til jura og loven; jeg elsker at studere, analysere, debatere og forklare loven. Derfor holder jeg også sådan af mit fag, og endnu mere, når jeg via mit virke kan hjælpe til ro i sindet hos mine klienter – ikke kun via en løst sag, men også ved at have formidlet indholdet af sagen og gjort det forståeligt, hvilket er lige så vigtigt for at gøre et sagsforløb en tryg oplevelse.
Jeg arbejdede tidligere på et advokatkontor i Fuengirola (Málaga). Klienterne var primært danskere, hvorfor jeg alle disse år især har arbejdet for danske klienter, og dermed beskæftiget mig med alle de forskellige sager, der kom til kontoret. Det har givet mig muligheden for at kombinere både dansk og spansk lov i mit arbejde, og mere specifikt indenfor mit arbejde med arv og boopgørelser (danskere med aktiver i Spanien), som jeg primært har dygtiggjort mig indenfor. Udover det har jeg arbejdet meget med ejendomshandler, og alt hvad det indebærer før, under og efter købet/salget (kontrakter, lokale forhold, byggesager, ejerforeninger, mm.) og virksomhedsret, både i forbindelse med stiftelse af selskaber, men også driften og løsning af konflikter indenfor selskabet eller mellem partnerne.
Jeg er nu startet selvstændigt, men jeg kan fortsat assistere og rådgive indenfor de samme områder, og mange andre. Mit projekt kan du læse nærmere om her, og har du nogen spørgsmål, er du velkommen til at kommentere på artiklerne, eller sende mig en mail herfra.
0 Comments